Tilbage til oversigten

Danmarks Rådne Æbler: Søren Bælum og co.

  • Analyse
Timm Jeppesen 25 mar. 2020

Søren og hans mor Pia er ligeså farverige i deres virksomhedshistorik, som med deres markedsføring og vi har fundet hullerne i osten.

 

Nu har familien med det fælles mellemnavn Fibiger efterhånden været i medierne et par gange, hvor spydspidsen har været sønnen Søren Bælum, der bestemt ikke lader sig skræmme af dårlig omtale.

Senest skrev både Børsen og Finans.dk om den unge kreative iværksætter, da han har solgt håndsprit til overpriser og brudt Markedsføringsloven på adskillige punkter.

Derudover er han, sammen med sin mor Pia Jensen, involveret i en vild webshopkarussel, som åbner og lukker webshops med “falske førpriser, opdigtede anmeldelser og videomateriale stjålet fra forskellige producenter”, som Børsen skrev tilbage i november sidste år. 


Jeg er da også selv blevet snydt, da jeg købte et par trådløse høretelefoner fra Blackpods, som er en efterligning af Apples Airpods. Søren og co. har forsøgt at sælge i mindst 11 europæiske lande. Jeg brugte dem kun et par gange, da de ikke virkede særligt godt.

På Styled.dk sælger familien tøj, smykker og ure, mens mængden af utilfredse kunder vokser hurtigere, end de kan nå at fjerne de dårlige anmeldelser fra Trustpilot. Før det solgte Søren champagne og luksusspiritus på hjemmesiden Deluxlife.dk, som beskrives farverigt i denne artikel på Finans.dk fra 2017.

Virksomheden bag Deluxlife er faktisk stadig i live, men Søren er ikke længere involveret. Vi er gået helt i dybden med Årets Unge Håb 2014 og hans familie, set fra et virksomhedsperspektiv og har fundet hullerne i den rådne ost fra Varde.

 

Trustpilot screencapture

Hvis en virksomhed laver falske opslag, eller systematisk fjerner negative anmeldelser, så lukker Trustpilot virksomhedens anmeldelsesside med denne besked.

Fart på i de sene teenage-år

Det hele ser ud til at starte 1. januar 2013, lige omkring der, hvor Søren fylder 18 år. Der bliver han registreret som direktør i den første virksomhed, “Phone Eksperten APS”. Virksomheden er stiftet i sommeren 2012 inden for branchen “Reparation af kommunikationsudstyr”, og den primære drift er angiveligt en butik i Varde, der reparerer smartphones.

Udover at det er en branche med et lidt blakket ry, så er der ikke de store anmærkninger, og selskabet får da også PwC på som revisor kort tid efter, at Søren stopper som direktør i januar 2015.

Det er dog ikke det eneste, Søren har bedrevet i sine to sidste teenage-år, da han når at stifte syv andre selskaber i samme periode. Den første virksomhed er en enkeltmandsvirksomhed ved navn “Zatana”, som optræder første gang i det danske virksomhedsregister en måned efter starten er gået, i februar 2013.

Søren opdager dog hurtigt, at man hæfter personligt for gæld, når virksomhedsnavnet ikke slutter på ApS, så virksomheden Zatana.dk ApS stiftes allerede i maj 2013.

Derefter følger fem andre ApS-selskaber, deriblandt føromtalte DeluxLife.dk ApS. Nedenfor finder du en oversigt over alle Sørens ophørte relationer (screenshot fra Risikas online platform).

Resultatet af Sørens første par år som iværksætter er tre konkurser, fire opløsninger efter erklæring (ingen gæld efterladt i selskabet) og en ophørt enkeltmandsvirksomhed.


Søren Bælum - infographic - Risika



Spindelvævet i dag

Søren har i dag aktive relationer til i alt fem virksomheder, hvoraf én er under frivillig likvidation (Sushi Danmark ApS). De fire andre er aktive ifølge Erhvervsstyrelsen virksomhedsregister, men kigger man lidt nærmere ind i selskaberne, så er det et noget broget billede, der danner sig. 

 

Risika table

 

Det er svært konkludere meget på ovenstående, andet end at det er noget rigtig rod, og der er mange alarmklokker, der ringer. Der er ikke overensstemmelse mellem den branche, virksomhederne er registeret i, og hvad driften rent faktisk består i.

Der er en generel mangel på revision af årsregnskaberne, og de fleste er indleveret for sent. Sidst, men ikke mindst, er der det mystiske navn NJJ Holding IVS, som fremgår på de tomme årsrapporter (0 kr. eller 1 kr. i alle poster) i selskabet Engros Import IVS.

 

SEP Investment ApS - Hvidvask eller bare Frozen Yoghurt?

Lad os kigge lidt nærmere på den virksomhed, der rent regnskabsmæssigt, klarer sig bedst af de aktive selskaber, som familien driver i dag. Det må antages, at “SEP” står for Søren, Emil og Pia, da de alle tre ejer hhv. ⅓ af virksomheden.

Emil Bælum er tydeligvis en del af familien baseret på efternavnet, men han optræder ikke mange steder sammenlignet med Søren og Pia, og han er heller ikke umiddelbart involveret i familiens eskapader ellers.

Sørens mor Pia optræder som direktør for flere af Sørens selskaber og har specielt været nævnt i medierne som en af de sammensvorne bag webshoppen Styled.dk. Pia optræder også som direktør for SEP Investment og Sørens holdingselskab Compify. 


Det var mildest talt ikke nemt at finde ud af, hvad driften bestod af i denne virksomhed, men på samme adresse ligger butikken Yogii Frozen Yoghurt og i Børsens artikel tilbage fra 2017, kan man da også læse, at Søren tilbyder det amerikanske alternativ til flødeis fra en lille butik i Blåvand. Der er dog også nogle andre ting ved denne virksomhed, der ser mistænkelige ud:

  • Revisor har kun lavet en såkaldt “opstilling”, men har hverken undersøgt eller verificeret regnskabstallene.

  • Årsregnskabet er indleveret for sent.

  • Registreret med branchekoden “Anden detailhandel med fødevarer i specialforretninger.”, selvom navnet indikerer, at der er tale om et holding- eller investeringsselskab.

Med viden om, hvad denne familie ellers har haft af forretningseventyr, så kan man stille sig selv spørgsmålet: Kan de virkelig sælge så meget frozen yoghurt i Blåvand, at det tilsvarer et bruttoresultat på over 700 tusinde kroner i 2018, eller er denne forretning et røgslør for helt andre aktiviteter?

 

Konklusion

Det bliver spændende at følge med i, hvad de næste skud på stammen er i eventyret om Søren Bælum, men én ting er sikkert: Både som privatperson og som virksomhed skal du for alt i verden prøve at undgå at handle med virksomheder, hvor enten Søren ellers hans mor Pia fremgår under ejere eller som direktører. 

Vi anbefaler i øvrigt, at hvis det drejer sig om B2B-salg på kredit, så skal man altid lige tænke sig en ekstra gang om i tilfælde af:
  • Manglende revision på sidste årsrapport (regnskab)

  • For sent indleveret årsrapport

  • Ejere og/eller direktører har været involveret i konkurser historisk

  • Registreret branche ikke stemmer overens med den primære drift i forretningen


Vi har brugt Risikas online platform til alle analyser i dette indlæg. Du kan bestille en gratis adgang til Risikas platform HER, så du kan lave et “sundhedstjek” af dine erhvervskunder eller leverandører, inden du handler.

Vi håber, I synes dette indlæg var interessant, og skulle I have spørgsmål, så er I altid velkomne til at kontakte os.

Subscribe til vores blog her!